Costa Rica - Den ultimative rundrejse

På denne tre ugers rundrejse vises det bedste af Costa Rica frem - et naturskønt paradis der venter på at blive udforsket!
Peresoso
Du er her:
  • Costa Rica - Den ultimative rundrejse
location Costa Rica
location Familierejser, Individuelle rundrejser, Kør-selv rejser, Naturrejser
location 22 dage / 21 nætter
location Ikke inkluderet
location Afrejse året rundt
location Fra 21.371 kr. person hvis I er to, der rejser sammen (ekskl. fly)

Introduktion

Tag med på en fantastisk rundrejse i Costa Rica, hvor kendte steder kombineres med de mere ukendte! Costa Rica kalder på de aktive og eventyrlystne, som drømmer om natur og dyreliv - krydret med skønne strande, der indbyder til snorkelture, surfing eller bare et par dages ren daseferie. Kør selv og oplev Costa Rica i eget tempo eller læn jer tilbage i en shuttlebus og lad chaufføren klare kørslen.

Rejsen starter og slutter i hovedstaden San Jose, hvor I efter den første nat rejser mod Tortugero Nationalpark, der er ideelt til at opleve dovendyr og aber, kaimaner og havskilpadder. Derefter afhenter I jeres lejebil og kører til det caribiske hav ved byen Puerto Viejo. Rejsen fortsætter til Arenal vulkanen og smukke vandfald. I får skuldrene ned på en strandferie ved stillehavskysten og rejser videre til Manuel Antonio Nationalpark. I slutter ruten med et af Costa Ricas absolutte højdepunkter; afsidesliggende Corcovado Nationalpark!

For at opleve alle Costa Ricas hjørner, fra stillehavskysten til den caribiske side, anbefaler vi at man rejser ud i månederne fra oktober til juni for de ideelle vejrforhold. Drømmer I om en sommerrejse til Costa Rica? Med et par rutemæssige justeringer, kan vi tilpasse denne rejse til jeres sæson-ønsker.

Billeder fra Costa Rica - Den ultimative rundrejse

Detaljet program

  • National teatret, San Jose, Costa Rica

    Dag 1 : Ankomst til San Jose

    Velkommen til Costa Rica! Ved ankomsten til San Jose lufthavn bliver I mødt af vores lokale repræsentant, der sørger for transport til jeres hotel i San Jose. I overnatter en enkelt nat på et centralt beliggende hotel.
  • Dag 2 : Fra San Jose til Tortuguero

    Dagen starter tidligt, så I kan komme til Tortuguero nationalpark. Undervejs spiser I morgenmad på en lokal restaurant. Tortuguero-området er et fantastisk sted med naturlige og kunstige kanaler, der bruges til transport. Parken er opkaldt efter de mange grønne havskildpadder, der bruger strandene i parken til æglægning. Derfor er disse strande nogle af de vigtigste strande i Costa Rica og besøges også af andre arter af havskildpadder. Trods de mange strande er det ikke godt at bade her på grund af de store bølger og det hajfyldte farvand. Derimod er området ideelt til at kigge på dovendyr og aber, kaimaner og sumpskildpadder i kanalerne og selvfølgelig havskildpadder på stranden i sæsonen.
  • Dag 3 : Oplevelser i Tortuguero

    I dag venter flere udflugter i Tortuguero med fokus på at blive bedre kendt med den spændende flora og fauna, der omgiver jer. I sejler langs kanalerne og vandrer i området. I skildpaddesæsonen fra juli til oktober kan man tilkøbe udflugter til stranden, hvor skildpadderne lægger æg.
  • Dag 4 : Fra Tortuguero til Puerto Viejo

    Med båd og bus transporteres I fra Tourtuguero Nationalpark til byen Guapiles. Herfra samler I jeres lejebil op, som I har til rådighed de næste 18 dage. Første køretur går langs den caribiske kyst til den hyggelige strandby Puerto Viejo.
  • Dag 5 : Puerto Viejo

    Dagen er til fri disposition til at udforske Puerto Viejo. Slap af på stranden, lej et surfbræt eller tag på en af de mange udflugter i nærområdet.
  • 103-0340_IMG_DCE

    Dag 6 : Fra Puerto Viejo til Sarapiqui

    Fra Puerto Viejo går rejsen videre nordpå til det spændende område omkring Sarapiquis. De gode lodges i området er virkelig fremragende udgangspunkter for en uforglemmelig oplevelse i regnskoven.
  • Dag 7 : Fra Sarapiqui til Arenal

    Brug evt. formiddagen på nogle af Sarapiquis spændende udflugter, såsom en tur ud og se flagermus eller at lære at lave chokolade. Om eftermiddagen kører I videre til Arenal nationalpark og byen La Fortuna. Midt- og højdepunktet for denne nationalpark er den flotte, konisk-formede vulkan, Arenal.
  • Dag 8 : Fridag i Arenal

    Dagen er til fri disposition. Ønsker I at komme på en udflugt, kan vi sagtens arrangere det. Turen kan f.eks. gå til Arenal vulkanen og de varme kilder. Området blev til en nationalpark i 1995 og rummer, udover vulkanen, en enorm biodiversitet i de skove, der omgiver vulkanen. Nationalparken er desuden belagt med gode stier, der giver mulighed for vandring og cykling.
  • Dag 9 : Fra Arenal til Rincon de la Vieja

    I dag kører I til Rincon de la Vieja. Denne nationalpark byder på et bredt udvalg af oplevelser, herunder mødet med vulkaner, mudderhuller, hesteridning, vandfald og varme kilder. I overnatter på en skøn Hacienda, altså en stor landejendom. Nationalparken blev oprettet for at beskytte vandforsyningen til området, men er mest kendt for sine mange vulkaner, hvoraf vulkanen Rincón de la Vieja er den mest aktive. Siden 1960’erne har der dog ikke været store udbrud, men de mange boblende mudderpøle, svovlkilder og dampsøjler er værd at besigtige på en tur gennem parken. Højdemæssigt varierer parken mellem 600 og 1916 meter, hvilket giver en imponerende variation i dyre- og plantelivet på vej op eller ned ad af vulkanerne. Dette er også stedet, hvor Costa Ricas nationalblomst, orkidéen Cattleya skinneri, er at finde i størst antal.
  • Dag 10 : Fridag i Rincon de la Vieja

    Dagen er til fri disposition. Det er muligt at udforske vulkanen og nationalparken. Ønsker I en udflugt kan vi selvfølgelig arrangere dette.
  • P1010096

    Dag 11 : Fra Rincon de la Vieja til Tamarindo

    Fra Rincon de la Vieja kører i vestpå mod Costa Ricas stillehavskyst til den rolige by Tamarindo, kendt for sine brede og smukke sandstrande.
  • Dag 12 : Fridag i Tamarindo

    Dagen er til fri disposition. Se solnedgangen fra stranden eller snup en skøn svømmetur i stillehavet. Stranden har et bredt udvalg af hoteller, restauranter og dansesteder langs kysten. Der er rig mulighed for diverse vandsportsaktiviteter i området bl.a. snorkling og solnedgangscruise på katamaraner.
  • Dag 13 : Fra Tamarindo til Monteverde

    I kører til den spektakulære tågeregnskov Monteverde. Tågeregnskove modtager mindre regn end regnskove, men da tågeregnskoven er beliggende i højderne, så er luftfugtigheden højere, og der er derfor mere skyet. Monteverde er beliggende i 1200 - 1600 meter højde. I overnatter to nætter på et dejligt lodge tæt på naturen.
  • Dag 14 : Fridag i Monteverde

    Dagen er til fri disposition, hvormed I kan udforske Monteverde eller Santa Elena reservaterne. Vi hjælper gerne med at arrangere en udflugt såsom vandreture i Monteverde eller ziplines og hængebroer i trætoppene.
  • Dag 15 : Fra Monteverde til Manuel Antonio

    I kører selv til Manuel Antonio som er beliggende ved Stillehavskysten. I området findes kridhvide strande og den imponerende nationalpark Manuel Antonio. I overnatter på et hyggeligt hotel tæt på vandet.
  • Fantastisk flot solnedgang i Manuel Antonio, Costa Rica

    Dag 16 : Fridag i Manuel Antonio

    I dag har I fri til for eksempel at udforske nationalparken Manuel Antonio. Dette er den mindste af nationalparkerne i Costa Rica, men også den mest besøgte, hvilket skyldes, at nogle af de bedste strande i landet findes her. Regnskoven går helt ned til de hvide sandstrande, og der findes klipper med en fantastisk udsigt over Stillehavskysten og ud over havet. Stierne i parken er godt vedligeholdte, og dyrelivet er vant til mennesker, hvilket gør det forholdsvis nemt at se dovendyr, aber og leguaner i træerne langs stierne og på strandene. Vi hjælper gerne med at arrangere en udflugt på denne dag.
  • Dag 17 : Fra Manuel Antonio til Bahia Drake

    I kører til Sierpe hvor I parkerer bilen for nogle dage. Herfra bliver I samlet op med en bus-båd transfer, der tager jer til Bahia Drake, et af Costa Ricas mest isolerede områder. Både Bahia Drake og den nærtliggende Corcovado Nationalpark er kendt for at være et af Costa Ricas absolutte bedste steder at opleve dyrelivet - og her uden at skulle dele det med ret mange andre turister.
  • Dag 18 : Corcovado Nationalpark

    I dag tager I på en udflugt til Corcovado Nationalpark. Dagen starter med en mindre sejltur langs kysten for at komme til San Pedrillo Ranger Station. På turen er der gode chancer for at se en eller flere af de fire forskellige abearter eller nogle af de utallige andre dyr og fugle, der bor i parken. Efter den første vandretur på 3-4 timer, nyder I en medbragt frokost. Efter middag starter et nyt hike, hvor et af højdepunkterne er et smukt vandfald, hvor I har mulighed for at tage en forfriskende dukkert.
  • Dag 19 : Isla Del Caño snorkeltur

    Dagens udflugt går til Isla del Caño, der ligger ca. 20 kilometer fra Bahia Drake, og både øen og havet omkring er erklæret nationalpark for at beskytte det marine liv i området. Vandet er meget varmt, hvilket gør øen til et ideelt sted at snorkle rundt og beundre de flotte fisk, mangefarvede koraller og nyde den gode sigtbarhed.
  • Dag 20 : Fra Corcovado til San Gerardo de Dota

    I bliver kørt fra Corcovado til Sierpe, hvor I samler bilen op igen. Herfra kører I selv til San Gerardo de Dota, som er en lille bjerglandsby beliggende midt i et interessant økosystem. Vejen ned til San Gerardo er meget stejl, men stedet er fortryllende. Her er gode muligheder for at vandre og observere fugle. Her skal I bo på en lodge midt i den skønne natur.
  • National teatret, San Jose, Costa Rica

    Dag 21 : Fra San Gerardo de Dota til San José

    Brug evt. formiddagen på at opleve det imponerende fugleliv, som San Gerardo de dota er kendt for. Senere på dagen kører I til San José, hvor I har en enkelt overnatning på et centralt beliggende hotel.
  • Dag 22 : Afrejse fra San José

    I dag er det tid til at tage afsked med smukke og oplevelsesrige Costa Rica. I bliver hentet på hotellet og kørt til lufthavnen.

Priser og info

Priser

Standard
Fra kr. 21.371 pr. person hvis I er 2 personer, der rejser sammen
22 dage / 21 nætter

Inkluderet

* 21x overnatninger på 3* hoteller og lodges
* 21x morgenmad
* Helpension på lodgen i Tortugero og Corcovado nationalpark.
* Nævnte udflugter
* Alt lufthavnstransport
* 19x dages billeje
* Alt yderligere landtransport imellem destinationer


Bemærk: prisen er baseret på to personer i delt dobbeltværelse

Merpris pr. person for rejsen med transfer fremfor billeje = 3.280 DKK

Ikke inkluderet

* Oversøiske fly
* Ikke nævnte måltider og drikkevarer
* Drikkepenge
* Visum udgifter
* Rejseforsikring



Bemærk, at flybilletter IKKE er inkluderet i den nævnte pris. I dag ændrer priserne på flybilletter sig næsten dagligt - kampagner med priser helt i bund kommer og går, afgifter stiger og sæsoner ændres. Mange rejsende har deres egne præferencer, f.eks. indenfor en bestemt flyalliance pga. bonuspoint. Andre vil "bare have det billigste" og atter andre vil gerne flyve lidt mere komfortabelt. Der er mange faktorer, der spiller ind, og derfor har vi ikke inkluderet fly i rejseforslaget her. Vi lytter til jeres ønsker og kommer med det bedste oplæg på lige netop jeres flyrejse.

10444 040324 CRS

Nyhedsbrev

Over 4.000 andre holder sig opdateret om skræddersyede rejser her - Der er nyheder, tips og forslag til rejser. Det koster kun din e-mail. Du kan altid afmelde dig.

https://www.rejsegarantifonden.dk/
https://www.travelassoc.dk/