Det centrale Costa Rica er omkranset af Talamanca og Central bjergkæderne mod henholdsvis syd og nord. Oprindeligt var den smukke Río Reventazón-dal eneste forbindelsesled til Den Caribiske Kyst. Den centrale dal er hjemsted for langt de fleste af landets 4,6 millioner indbyggere. Det var her, de første succesfulde kolonister fra Spanien slog sig ned og drev landbrug, efter de havde fordrevet de oprindelige indianere fra området. Og højsletten er stadig et vigtigt landbrugsområde. Her ligger tre af de fem største byer, der samtidig er provinshovedstæder, inden for en radius af 25 kilomenter fra hovedstaden San José.