I denne del af landet finder man nogle af de allerstørste attraktioner. Vidunderlige Antigua står højt på listen over smukke byer i spansk kolonistil. Hovedstaden Guatemala City byder på flere kulturelle højdepunkter og Lago Atitlan er udråbt til at være en af de smukkeste søer i verden. Markedsbyen Chichicastenango forbliver blandt de mest interessante af slagsen i hele regionen.

Men det er også her i landet, at man finder noget af den smukkeste og mest oversete naturskønhed i landet. De to centrale områder Alta og Baja Verapaces møder hinanden i det område vi kender som Verapaces. Dette er et tågeregnskovsområde med en vidunderlig biodiversitet. Man kan også kalde det Guatemalas grønne hjerte og paradis for økoturister. Heroppe finder vi hjemstedet for både vilde orkideer i overflod samt nationalfuglen – den smukke Quetzal. Ellers er det kendt som stedet med den lette regn eller tætte tåge kaldet chipichipi af de lokale. Provinshovedstaden er Cobán i 1310 meters højde og ofte indhyllet af selvsamme chipichipi. Kun i april kan man være næsten sikker på solskin.
Med udgangspunkt i Cobán kan man på dagsture udforske de fantastiske naturområder Semuc Champey, Lanquin, Biotopo Quetzal samt mange flere af naturens vidundere.