Acatama ørkenen er et fantastisk skue og et alsidigt sted med natur, kultur og historie i overflod. Her er byer fra kolonitiden, saltsøer, inka ruiner og nationalparker. Der er verdens højst beliggende sø, Chungara, Valle de la Luna (Månens dal) med spredte salpeterkrystaller og kulturseværdigheder fra Inka-, Acatama- og Chinchorro-kulturerne.

Husene står endnu som de gjorde efter spaniernes erobring i blandt andet Lasana og Torcanoa. Spanske koloniale byer kan man også se i for eksempel Caspana, og så er der blandingsprodukterne, hvor byen Chiu-Chiu er et godt eksempel.

Naturen i sig selv byder dog på næsten de største oplevelser: Verdens tørreste ørken, der selvmodsigende afbrydes af spektakulære geysere og søer. Kobberminen Chuquicamata, snetoppede vulkaner og nationalparken Lauca. Ja, der er nok at tage fat på for den aktive turist!