Mount Kinabalu – Bjergbestigning på Borneo
En udfordring jeg sent vil glemme
En af de største udfordringer og samtidig en af de vildeste oplevelser på min rejse til Borneo var, da jeg besteg Mount Kinabalu. Den ikoniske bjergtop ligger i nationalparken Kinabalu Park i delstaten Sabah, som er Borneos første officielle nationalpark og som i år 2000 opnåede UNESCO-status. Bjerget er med sine 4.095 meter Malaysias højeste samt Sydøstasiens tredje-højeste bjerg. Det var en tur, der krævede udholdenhed, både fysisk og mentalt. Men det var uden tvivl alle anstrengelser værd!
Opstigningen mod basecamp
Turen varede to dage og én nat. Første dag gik vi gennem skov og vegetation langs bjergsiden på vej op mod basecampen, som ligger i 3.300 meters højde. Stien var det meste af vejen velanlagt med stejle trappetrin og store sten, men det gik konstant opad, og man kunne godt mærke højdemeterne i benene undervejs. Alt efter tempo kan man regne med, at opstigningen første dag varer mellem 4 og 7 timer. Vi nåede basecampen om eftermiddagen, hvor vi skulle overnatte i nogle simple bjerghytter med sovesale. Komforten var meget basic, men efter dagens udmattelser var der ingen problemer med at falde til ro. Her fik vi noget at spise, gjorde os klar til næste etape og gik tidligt i seng, inden vækkeuret ringede midt om natten.
Mod toppen før solopgang
Efter nogle timers søvn i basecampen ringede vækkeuret allerede klokken 01.15 om natten. Der var tid til en hurtig bid brød og en kop kaffe, inden den sidste opstigning til toppen i mørke begynde en times tid senere. Målet er nemlig at nå toppen inden solopgang.
Jo højere vi kom, jo mere ændrede omgivelserne sig. Vegetationen blev lavere, temperaturen faldt, og udsigten begyndte langsomt at åbne sig over Sabahs grønne bjerglandskaber. Det sidste stykke var noget helt andet. Her forsvandt stien, og vi gik i stedet over store, lyse granitflader. Da jeg stod på toppen omkring klokken fem om morgenen og så solen bryde frem over skyerne, stod tiden stille. Trætheden blev erstattet med en følelse af eufori og samtidig lettelse over, at bjerget nu var besejret. At vejret tilmed var perfekt, gjorde bare oplevelsen endnu mere speciel. Sigtbarheden var fantastisk. Om natten var der stjerneklar himmel og fra toppen kunne vi se helt til Kota Kinabalu. Lidt heldig har man lov at være.
Adrenalin og udsigter i særklasse
For dem, der er ekstra eventyrlystne, er det også muligt at prøve kræfter med verdens højeste Via Ferrata på vej ned fra bjerget. Det er en klatrerute med stålkabler, broer og stiger, som gør det muligt at bevæge sig langsomt men sikkert nedad langs de stejle klippevægge. Det sprang jeg selvfølgelig ud i. Det var en virkelig sjov og anderledes oplevelse, som man ikke lige oplever hver dag. Man får både adrenalinsus og helt vilde udsigter med på vejen ned.
Naturen omkring bjerget
Er man til mere rolige oplevelser og kortere gåture, er området omkring Mount Kinabalu også fantastisk. Her finder man flotte vandreruter, masser af fugleliv og en natur, der er helt særlig. Det er ikke mindst på grund af den enestående biologiske og geologiske mangfoldighed, som har været afgørende for områdets UNESCO-status. På relativt få højdemeter bevæger man sig gennem flere klimazoner, fra frodig regnskov til køligere tågeskov, og det skaber levesteder for et imponerende antal arter. Samtidig består bjerget af granit og næringsfattig jord, hvilket har ført til en række unikke tilpasninger blandt planterne, bl.a. et væld af orkidéer og kødædende arter som de særprægede kandebægere.
Hvis man er meget heldig, er der også mulighed for at opleve verdens største blomst, Rafflesia. Den kan blive op til én meter i diameter og veje helt op til 11 kilo. Blomsten bruger mange måneder på at udvikle sig, men står kun flot i flor i 3–5 dage, før den går i sig selv. Så det kræver god timing og lidt held, hvis man skal opleve den.
