Vulkansten og havudsigt på Pico

Hotel Aldeia da Fonte ligger i naturskønne omgivelser på øen Pico. Hotellet består af seks huse opført i øens karakteristiske vulkansten og ligger blandt frodige haver på klipperne ud mod Atlanterhavet. Den traditionelt inspirererede arkitektur, havudsigten og den fredelige beliggenhed giver stedet en særlig atmosfære.

Herfra er der gode muligheder for at opleve Picos vulkanske landskaber. Du kan følge øens vandrestier, bade i poolen eller havet og tage på bådtur for at opleve hvaler og delfiner. Pico-bjerget, der med sine 2.351 meter er Portugals højeste punkt, er også en af øens store naturoplevelser.

Hotellet har 40 værelser og tilbyder blandt andet restaurant, bar, fitnessrum og sauna. Fra hotellets udsigtstårn kan du desuden nyde udsigten over Atlanterhavet og holde øje med livet i havet.