Et ekko fra missions tid
De to mest kendte jesuitruiner i Paraguay, La Santísima Trinidad de Paraná og Jesús de Tavarangue, udgør en væsentlig del af i alt 30 jesuitmissioner, som i 1600- og 1700-tallet blev etableret som små autonome enklaver i Sydamerika. Syv af disse ligger i det nuværende Paraguay, mens resten findes i Argentina og Brasilien.
Missionerne var komplekser med kirker, pladser og værksteder, opført side om side med beboelsesområder, kaldet reducciones. Her blandede indiansk kultur sig med kristne symboler og europæiske arkitektoniske stilarter – især barok, romansk og klassisk græsk. Resultatet var en unik form for kulturarv, der stadig kan anes i de ruiner, der står tilbage i dag.
Jesuitterne kom til Guayrá i 1588 med kong Filip II’s tilladelse og havde som erklæret mål at kristne og beskytte den indianske befolkning mod koloniherrernes brutale encomienda-system, der reelt gjorde dem til slaver. I missionerne blev de indfødte inviteret til at bo sammen og antage en ny livsstil under kristendommen. Samtidig lagde jesuitterne vægt på at bevare lokale traditioner, sprog og håndværk. I løbet af 150 år skabte de et samfund, hvor der fandtes gratis skoler og hospitaler, sociale tiltag for de fattige og et rigt kulturliv med musik og kunst.
Under deres ledelse opstod endda Sydamerikas første egentlige industrier: fremstilling af kunsthåndværk, træsnit, ure, musikinstrumenter og meget mere. Guaraní-folket blev det eneste indianske samfund i regionen, hvor alle kunne læse og skrive – og netop derfor er Guaraní i dag officielt sprog i Paraguay, det eneste oprindelige sprog med den status i hele Sydamerika.
På højden af missionernes tid anslås det, at omkring 100.000 indfødte var konverteret til katolicismen, og enkelte reducciones nåede op på hele 20.000 indbyggere. Mens jesuitterne præsenterede sig som beskyttere, mener kritikere, at de reelt holdt befolkningen i en ny form for afhængighed – blot under mildere forhold og med større rettigheder.
Missionernes velstand og selvstændighed vakte dog misundelse. Da den spanske konge i 1750 afgav dele af territoriet til Portugal, forsøgte portugiserne at overtage de økonomiske gevinster. Dette udløste Guaraní-krigene i 1756, og kort efter – i 1767 – blev jesuitterne udvist. Missionerne blev forladt, og mange af de indfødte flygtede ind i skovene. I dag er Guaraní-folket reduceret til omkring 50.000 mennesker.
Tilbage står ruinerne som et tavst og stærkt vidnesbyrd om en kompleks og omdiskuteret periode i Sydamerikas historie – et møde mellem kulturer, hvor religion, magt og overlevelse vævede sig ind i hinanden.
