Men stemningen i Belize City er hyggelig, tilbagelænet og på alle måder caribisk og hverdagsagtig modsat mange af turiststederne. Så det er bare at læne sig tilbage og nyde reggaemusikken til en kold Belikin – den lokale øl.
Man kan komme til og fra Flores/Santa Elena (ved Tikal) i Guatemala på 5 timer over land og til Chetumal/den mexicanske grænse på ca. 4 timer. Vil man videre ud til strandene, kan man tage en Water-taxi båd til Caye Caulker og videre til Ambergris Caye på et 1-2 timer. De sejler mange gange om dagen. Der er også små fly som klarer det på en halv times tid - der er både Maya Airways og Tropic Air at vælge imellem. Det er selvfølgelig også her i Belize City, at man finder både den internationale lufthavn og den lille nationale.
I selve Belize District finder man en lang række andre byer og seværdigheder. Ca. 20 km fra Belize City ligger Belize Zoo. Crooked Tree og Monkey Bay Wildlife Sanctuaries, og mayaruinerne Altun Ha ligger også i denne region.