Det er også her i Chichicastenango, at man bedst føler sammenstødet og blandingen af spanske og katolske ritualer. Folk strømmer ind fra hele oplandet hver søndag. Kvinder med børn på ryggen og mænd tynget til jorden af store bundter på ryggen. De skal alle til marked.
Markedet er det bedste sted at købe kunsthåndværk i Guatemala. Selvom det er skik og brug at prutte om prisen, så husk at handelsmændene skal kunne leve af deres indtjening.
På Santo Tomas kirkens tredje trappetrin udføres ildritualer af indianere i utrolige kostumer. Inde i Santo Tómas kirken hersker stille ærbødighed. Kvinder synger til marimbaens rytmer og langs bænkerækkerne står tusindvis af stearinlys sammen med roser og aguardiente. Fordybet i ærefrygtig bøn ligger "majsens børn".