Japans kulturelle vugge
Kyoto er selve hjertet af Japans kulturarv og et sted, hvor de traditionelle kunstarter bevares og dyrkes i højere grad end noget andet sted i landet. For den besøgende venter en oplevelse af de helt store. Byen rummer mere end 1.600 buddhistiske templer og 270 shinto-helligdomme og regnes som en af verdens største kulturskatte.
Blandt højdepunkterne finder man den gyldne pavillon, Kiyomizu-templet, Heian Jingu, kejserpaladset samt Nijo-borgen med sit berømte nattergalegulv. Men det er også værd at søge væk fra de største attraktioner. Her venter skjulte perler som stenhaven ved Ryoan-ji eller de rolige villaer Manpuku-ji, Shisen-do og Ginkaku-ji, hvor man kan nyde fredelige haver og traditionelle huse i intime omgivelser.
En spadseretur gennem de centrale dele af Kyoto er en rejse tilbage i tiden. På Nishiki-koji-markedet summer det af liv, mens kvartererne Kiyamachi, Pontocho og ikke mindst det berømte Gion fortryller med deres smalle gader, te-huse og geisha-kultur.
Til forskel fra de fleste japanske storbyer er Kyoto overskuelig og nem at orientere sig i. Byens centrum er anlagt efter kinesisk forbillede med gader, der løber vinkelret på hinanden. Som kejserhovedstad i over tusind år har byen oplevet brande og plyndringer, men Kyoto er den eneste større japanske by, der gik fri af bombninger under Anden Verdenskrig – hvilket gør, at dens sjæl og historiske atmosfære stadig er intakt.