Rejser til Aberdares National Park

Aberdare National Park ligger i det centrale højland i Kenya og dækker et område på næsten 770 km². Parken er kendt i hele Afrika for sine berømte trætop-hoteller, Treetops og The Ark, hvor gæster kan overnatte midt i naturen omgivet af dyreliv og skov.

Området ligger i 2.000–4.000 meters højde og får rigeligt med regn, som skaber vandfald, små floder og frodig vegetation. Den tætte regnskov og bambusskov giver gode levevilkår for mange dyr, blandt andet den sjældne og sky bongo-antilope, som kun findes få steder i Afrika.

På grund af den frodige vegetation kan det være svært at se dyrene, når man kører rundt i parken, men fra trætop-hotellerne får man et enestående udsyn. Her kan man dag og nat se dyr, der kommer til vandhullerne for at drikke – elefanter og antiloper i dagslys og måske løver, leoparder, hyæner og næsehorn, når mørket falder på.

En overnatning i Aberdare National Park er en helt særlig oplevelse og et ideelt sted at begynde en safari i Kenya.