Rejser til Maun
Maun er udgangspunkt for ture til Okavango Deltaet og Kalahari. Byen ligger spredt langs en flere kilometer lang hovedgade, der løber parallelt med floden Thamalakane. I takt med den stigende turisme er byen vokset fra en lille landsby til en større provinsby med et utal af safari arrangører og souvenirbutikker. Lufthavnen har forbindelse til Johannesburg og Cape Town i Sydafrika, og hver dag letter flere små charterfly med kurs mod lodges i Okavango Deltaet og Kalahari-ørkenen.
BEMÆRK at hvis jeres videre rejse i Botswana inkluderer flyvninger til f.eks. Okavango Delta, Moremi, Savuti og Kalahari-området, er der af sikkerhedsgrunde bagagebegrænsning på 20 kg inkl. 5 kg håndbagage. Bagage skal pakkes i "bløde tasker" uden hjul.