Den besøgende turist kan studere ruinerne af et fort, som franskmændene byggede, da de grundlagde São Luis i 1600-tallet. I byen kan man også besøge en række museer, bl.a. det flotte Palacio do Governo bygget i Versailles-stil, eller blot slentre rundt i São Luis’ største seværdighed - de smukke gader.
Befolkningen er efterkommere af både slaver, portugisiske indvandrere og den oprindelige indianske befolkning, og er mere blandet end i det øvrige Nordøstbrasilien. Det har sat sit præg på São Luis’ rige kulturliv. Eksempelvis er byen hjemsted for det populære og folkelige danseteater »Bumba meu boi«, der også kan opleves mange andre steder i den nordøstlige del af landet. Her danser og synger byens borgere forklædt i masker og kostumer. Ofte varer den afrikansk inspirerede fest hele natten.
Som andre af Atlanterhavskystens byer kan São Luis også tilbyde pragtfulde strande, særligt nord for byen.