Med gauchoerne på arbejde i Patagonien

Derfor har jeg også altid drømt om at komme ud og lege ægte cowgirl. Ikke bare ride en tur i smukke omgivelser, men opleve livet på hesteryg, hvor hestene er en helt naturlig del af hverdagen.

Da mit udvekslingsophold i Chile sluttede midt i den sydamerikanske sommer, så jeg derfor mit snit til at udleve drømmen. Jeg satte kurs mod den argentinske del af Patagonien, hvor jeg skulle drive kvæg med lokale gauchoer, tilbringe dagene i sadlen og sove under stjernerne.

Før jeg vidste af det, sad jeg fuld af forventning ved spisebordet hjemme hos en gauchofamilie og kiggede ud på de mægtige bjergkæder i horisonten. De skulle den næste uges tid danne rammen om en oplevelse, jeg sent ville glemme.

300 køer og en hest ved navn Fudge

Det første, jeg blev bedt om, var at pakke alt, hvad jeg regnede med at få brug for de næste otte dage, i en lille sadeltaske. Det krævede lidt prioritering! Bagefter skulle jeg møde min hest, som jeg skulle tilbringe de næste mange dage sammen med. Hun hed Fudge, opkaldt efter familiens bedstemors yndlingsdessert, og viste sig at være en helt fantastisk hest.

Selve arbejdet begyndte tidligt næste morgen. Efter en kort galoptur fandt vi frem til de mere end 300 stykker Angus-kvæg, som vi skulle samle og drive til deres efterårsgræsgange.

Og så gik det ellers løs!

Som I kan se på billedet, var det en temmelig støvet fornøjelse. Luften var tyk af støv og fuld af lyde: gauchoernes råb, når de drev kvæget fremad, hestehove, der hamrede mod den tørre jord, og køernes konstante brølen og muhen. Der var fart på, og jeg skulle lige finde ud af, hvordan man egentlig hjælper med at flytte flere hundrede køer uden selv at komme i vejen.

Fra kvægdrift til fuld galop over åbne vidder

De næste tre dage tilbagelagde vi de mange kilometer, der skulle til for at få kvæget frem til de nye græsgange. Det var lange dage i sadlen, men også en helt særlig oplevelse at være en del af arbejdet og se, hvordan gauchoerne og deres heste nærmest arbejdede som én enhed.

Da kvæget endelig var på plads, kom der lidt mere fart over feltet. Vi skulle nemlig videre rundt og tilse fire andre poster på familiens enorme landområde. Og når vi ikke længere skulle tage hensyn til flere hundrede store køer, var der rig mulighed for at give hestene lidt mere frie tøjler.

Det betød lange galopper over åbne vidder, så hurtigt som terrænet nu tillod. Præcis sådan, som jeg havde forestillet mig det, da jeg som lille pige sad med næsen begravet i mine hestebøger.

Iskolde morgener, varme bål og en uendelig stjernehimmel

I løbet af de næste dage kom vi vidt omkring. Vi red over bjergpas og gennem dale, badede i bjergsøer og oplevede vandfald, gletsjere og brede floder. Landskabet ændrede sig hele tiden, og det var svært ikke at blive overvældet af, hvor storslået og uberørt naturen føltes.

Dagene fik hurtigt deres egen rytme. Morgenerne begyndte med dampende varm mate-te, inden vi sadlede hestene og begav os afsted. Aftenerne sluttede omkring bålet med god mad, lokal vin, røverhistorier og en stjernehimmel, der var så klar, at man næsten ikke kunne forstå det.

Maden blev tilberedt over åben ild, og en aften stod menuen blandt andet på en hel lammeside, der langsomt blev stegt ved bålet. Det smagte ekstra godt efter en lang dag i sadlen.

Temperaturen i Patagonien kan svinge voldsomt i løbet af et døgn. Nætterne og de tidlige morgener var bidende kolde, mens solen midt på dagen kunne varme så meget, at vi kunne smide os i græsset og nyde en velfortjent pause. Noget af det hyggeligste var faktisk bare at ligge dér og kigge på hestene, der græssede omkring os, eller snuppe en lille lur, inden vi skulle videre.

Det, jeg husker allerbedst

Man skulle måske tro, at det var de fantastiske naturoplevelser eller de vilde galopper over de åbne vidder, der blev turens absolutte højdepunkt. Og det var da også helt fantastisk. Men når jeg tænker tilbage, er det faktisk især relationerne til både hestene og menneskene, der står klarest.

Der var noget helt særligt ved at blive lukket ind i familiens hverdag og få lov til at være en del af deres liv i en hel uge. Jeg havde mødt argentinere før, men det her var noget andet. Når man er fælles om en opgave, opstår der hurtigt et særligt sammenhold. Vi skulle passe på hinanden, hestene og kvæget, finde vej gennem landskabet, lave mad og selvfølgelig sørge for, at der altid var rigeligt med mate-te.

Det var ikke en oplevelse, hvor jeg bare var gæst og kiggede på. Jeg fik lov til at være med, og det gjorde hele forskellen.

Jeg har sjældent haft så svært ved at tage afsked med et sted. På bare otte dage var både familien, hestene og livet på gården kommet helt ind under huden på mig.

Jeg har stadig kontakt med familien og drømmer om en dag at vende tilbage og gense dem alle sammen. Ikke mindst min smukke, hurtige Fudge, som selvfølgelig fik en helt særlig plads i mit hjerte.

En sidste lille hestehistorie

En sjov bonusinformation er, at det ikke kun er menneskene på gården, der er i familie. På billedet her ser I nemlig tre generationer af heste: far, mor og datter.

Den estancia, jeg besøgte, har været i den samme families eje siden 1932, og familien opdrætter og træner selv mange af deres heste.

Til de hesteinteresserede kan jeg fortælle, at de fleste er af racen Criollo, som har en lang historie i Sydamerika. Det er robuste, udholdende og adrætte heste, der er særligt velegnede til de lange arbejdsdage og det til tider barske terræn. Racen har i generationer været en trofast følgesvend for de argentinske gauchoer og spiller stadig en vigtig rolle i det traditionelle kvægarbejde.

Og efter otte dage i sadlen forstår jeg godt hvorfor.