Om rejsen
Oplev Canada på en fantastisk 11-dages rejse fra Vancouver til Toronto, hvor spektakulære togture kombineres med ophold i hyggelige bjergbyer, storslåede nationalparker og pulserende storbyer.
Rejsen begynder i Vancouver, hvor I stiger ombord på det berømte panoramatog Rocky Mountaineer. Over to dage rejser I gennem Rocky Mountains' imponerende landskaber med brusende floder, dybe dale og sneklædte bjergtoppe, mens I nyder lækre måltider og udsigten gennem togets store panoramavinduer.
Herefter venter nogle dage i Banff og Jasper, hvor I kan udforske nationalparkerne, opleve turkisblå bjergsøer og følge den spektakulære Icefields Parkway forbi gletsjere og dramatiske bjerglandskaber.
Fra Jasper fortsætter I med VIA Rails ikoniske tog, The Canadian, på en tredages rejse med tre overnatninger i egen sovekupé. Undervejs forandrer landskabet sig fra åbne prærier til Ontarios vidtstrakte skove og søer.
Rejsen afsluttes med to nætter i Toronto, hvor I kan udforske storbyen eller besøge de imponerende Niagara Falls.