Denne vidunderlige lodge ligger i et 1700 hektar stort privat naturreservat, der hører til blandt Sydafrikas smukkeste - et planternes kongerige med udsigt til Walker Bay på landets verdensberømte Whale Route. Grootbos Private Nature Reserve er et paradis for naturelskere. Dedikerede eksperter står for guidede vandreture med vægt på områdets rige flora samt rideture ved Walker Bay, hvor der er mulighed for at se sæler, pingviner og - hvis man er heldig - den store hvide haj. I perioden juli til november er hvalerne det store trækplaster, og der er mulighed for at nyde synet af disse mægtige dyr både fra land- og vandsiden.

Til reservatet hører en 30 kilometer lang kyststrækning med smukke sandstrande og spændende arkæologiske grotter. Garden Lodge har 11 værelser og er en smuk, rustik og stråtækt stenbygning, der emmer af atmosfære, og hvor udsøgte middage serveres i skæret fra stearinlys. Fra verandaen, swimmingpoolen og den smukke vilde have er der en skøn udsigt over landskabet og havet. Forest Lodge med 16 værelser ligger blandt ældgamle træer og er holdt i en mere moderne stil - dog stadig med masser at atmosfære. De store, smukke suiter i både Garden og Forest Lodge er opført i træ, sten og glas. Indretningen er holdt i en varm, moderne afrikansk stil, med separat soveværelse, stue med pejs og veranda med udsigt til havet.

Grootbos Private Nature Reserve hører uden tvivl til en af sydkystens helt store perler. Lodgen er beliggende kun to timers kørsel syd for Cape Town og byder på frodig natur, majestatiske bjerge og rig dyreliv, lige ved kysten. Her kan man lade sig betage af nogle af verdens mest enestående plante-, fugle - og dyrearter, og området refereres ofte til som nutidens Edens Have; et fristed, hvor man kan nyde synet af alt fra fugle til hvaler og insekter.

Grootbos er desuden meget mere end blot et fem-stjernet indkvarterings- og natureventyr. Lodgen bidrager aktivt til bevarelsen af den unikke natur i Walker Bay-regionen gennem non-profit organisationen Grootbos Foundation. Fonden sikrer ifølge sin hjemmeside blandt andet den daglige drift og forvaltningen af Walker Bay Fynbos Conservancy. som i dag beskytter over 27.000 hektar sårbar sydafrikansk natur og fynbos-vegetation.