Pingviner, koalaer og kystnatur
Phillip Island ligger blot 140 kilometer sydøst for Melbourne og er berømt for sit enestående dyreliv – især de små pingviner, der holder til på øen. Hver aften ved solnedgang vender de tilbage fra havet, og det særlige syn, hvor hundreder af pingviner vralter hen over stranden til deres reder i klitterne, er kendt som den berømte Penguin Parade. Oplevelsen kan nydes fra tribuner, observationsplatforme, en eksklusiv skybox – eller, som noget helt særligt, i en lille gruppe ledsaget af en naturguide direkte på stranden.
På øens informationscenter kan man lære mere om pingvinernes fascinerende livscyklus, men Phillip Island byder på langt mere end pingviner. Hele øen er et beskyttet område, og dyrelivet trives her som få andre steder. Koala Conservation Centre giver mulighed for at opleve koalaer i deres naturlige omgivelser – noget der er blevet sjældent på fastlandet, hvor deres levesteder er under pres.
Øen er også et yndet udflugtsmål for australiere, der kommer hertil for at nyde de smukke strande, golfbaner samt vandre- og cykelruter gennem det varierede landskab. Kysten ved The Nobbies lokker med spektakulære udsigter og et rigt fugleliv, mens nærliggende Seal Rocks huser Australiens største sælkoloni. Dertil kommer vingårde og Churchill Island Heritage Farm, som tilføjer både kultur og historie til besøget.