Maceió - hvor strandene er i top


Maceió er en af Nordøst-Brasiliens overraskelser. En ikke særlig kendt og moderne by med en afslappende stemning. I umiddelbar nærhed findes nogle af landsdelens bedste strande.

Byen ligger blot 259 kilometer syd for Recife og er hovedstaden i Alagoas-staten.
Lige ved byens centrum ligger et par mindre rene strande. Drop dem og tag i stedet få kilometer mod nord. Her ligger fortryllende strande med smaragdgrønt vand på stribe. Alle er beskyttet af koralrev.

I dette tropiske paradis kan der være hektisk i weekenden og i sommersæsonen, men der findes løsninger for dem, der foretrækker den mere rolige ferie. Tag for eksempel med på en skonnerttur til nærliggende øer eller andre strande, eller med en af de lokale jangadas (sejlbåde) ud på koralrevet for en svømmetur. Her er der rig lejlighed til at studere den forunderlige verden af dyr og planter, der gemmer sig under havets overflade.

For museums-gæsten er der et par muligheder i Maceió, nemlig Museu do Instituto Histórico, der fortæller regionens historie, samt Museu Theo Brandão. Det sidste udstiller genstande fra den indianske kultur.