Nationalparken Santa Rosa er opkaldt efter Haciendaen Santa Rosa, hvor den hurtigt sammenkaldte costaricanske hær jog den nordamerikanske fribytter, William Walker, på flugt. I dag er hovedbygningen af haciendaen et museum, der med gamle effekter, dokumenter og malerier beskriver slagene i området. Fra at blive oprettet af nationalhistoriske grunde, er Santa Rosa nu blevet et sandt tilløbsstykke ikke kun for historikere, men også for biologer, naturelskere og strandgæster.

Parken består af tør, tropisk løvfældende skov og er den største af sin art i Mellemamerika. Træerne taber bladene i tørtiden, og da bliver de normalt sky dyr lettere at få øje på ved vandhuller og bække. Havskildpadder bruger strandene som redepladser, og for turister er de lange, næsten øde, hvide sandstrande et oplagt alternativ til de til tider overfyldte strande andre steder langs Stillehavskysten.

Nationalparken Guanacaste blev først oprettet i 1989, og er kun adskilt fra Santa Rosa nationalparken af den Panamerikanske Hovedvej. Parken blev oprettet, efter forskere opdagede, at nogle dyrearter har behov for mere end ét levested til at gennemføre deres livscyklus. Det er en fortsættelse af tørskoven fra Santa Rosa, men snart begynder terrænnet at stige, og parken inkluderer to vulkaner, hvorved mange forskellige habitater bliver bevaret. Tre forskningsstationer findes i parken, som det er muligt at besøge