Udsigten kan ikke nydes bedre end fra Casa Grande hotellets åbne bar på toppen, hvor man også er så tæt på de gamle tegltage, at man føler, at man kan gå direkte hen over dem. Nede på stueetagens åbne veranda får man oven i købet den vidunderligste atmosfære serveret med udsigt over byens centrale plads. Her ligger også katedralen samt Casa de Velasquez, en kolonihistorisk perle, der rummer oprindelig arkitektur og møblement fra opførelsen i 1516-22.
I Santiago finder man også rødderne til Salsaen – forløberen Son, Bolero og den traditionelle Trova. På natklubben Tropicana leveres shows, der er på fuld højde med det der tilbydes i både Havanna og Las Vegas.