Man finder små indianske gademarkeder overalt i Oaxaca, og det store Benito Juarez marked er åbent hver dag, en livlig, overdækket handelsplads. Det er opkaldt efter en zapotekerindianer, der blev født i Oaxaca og senere blev landets præsident.
Monte Albán og Mitla
Til et besøg i delstaten Oaxaca hører absolut ruinerne af de præ-colombianske byer Monte Albán og Mitla. Udsøgt beliggende på et bjergplataeu 400 m over Oaxaca by finder man Zapotekernes gamle hovedstad og kulturelle centrum Monte Albán. Her har man en utrolig panoramaudsigt over dalene i alle retninger.
Opførelsen af Monte Albán påbegyndtes omkring 500 f. Kr., men byen havde sin storhedstid i 250 - 750 e. Kr. med omkring 25.000 indbyggere. Monte Albán står som et tavst, magtfuldt vidne om zapotekernes højt udviklede byggeteknik. Du finder fascinerende rester af pyramider, terrasser, stenvægge, trapper og skulpturer. Især er den nordlige platformen, det gamle observatorium og Gran Plaza værd at bemærke.
En anden arkæologisk perle er Mitla, mixtekernes religiøse center. Her begravede zapotekerne deres konger og præster, hvorfor også navnet Mitla betyder “de dødes sted”. Stedet er berømt for deres smukke mosaikker af fint udskårne sten, som kaldes ”Grecas”, da de minder lidt om græske friser.