Den koloniale bydel er populær med sine fine, gamle huse og autentiske stemning. Der er også flere museer og kirker, som er værd at bruge lidt tid på. Nogle har sammenlignet Santo Domingo med Havanna, og flere film om Cuba er da også optaget her. Men man skal nok nedjustere forventningerne en smule, hvis man har besøgt Cuba først. Nok er her fint og smukt, men det er kun en ganske lille del af byen som er historisk intakt.
I Santo Domingo finder man et ret stort marked kaldet Mercado Modelo, hvor man kan finde alle de sjove souvenirs, man måtte ønske sig. Nogle er rigtig pæne og andre er det rene skrammel - men sjovt er det altid at prutte lidt om priserne. I øvrigt også et godt sted at mærke den lokale stemning.
Det kan især anbefales at købe rom, kakao og kaffe med hjem, produkter som alle fremstilles i glimrende kvalitet på øen.