Om rejsen
Denne rejse er for jer, der gerne vil have palmer og sand mellem tæerne, men som også bliver rastløse, hvis hele ferien skal foregå mellem morgenmadsbuffeten og liggestolen. Derfor har vi sammensat rejsen, så der både er plads til eventyr og til det, man trods alt også kommer til Caribien for: at lave meget lidt med rigtig god samvittighed.
I begynder på St. Vincent, den største og grønneste af øerne. Her bor I ved havet og skal opleve flere forskellige sider af øen. I kommer op i højderne til Montreal Gardens, bestiger vulkanen La Soufrière, besøger den botaniske have og vandfaldene ved Dark View Falls. Og så er der piraterne. Flere scener fra Pirates of the Caribbean blev optaget på St. Vincent, og på vestkysten kan I besøge Wallilabou Bay, der blev forvandlet til filmens Port Royal. I dag er der langt mellem sørøverne, men kulisserne og historierne hænger stadig ved – og giver rejsen et lille skævt strejf af Hollywood.
Herefter sætter I kurs mod Bequia, hvor palmerne hænger ud over strandene, og sejlbådene vugger i bugten. Her bor I tæt ved vandet, og dagene kan bruges på stranden, i Port Elizabeth eller på scooter rundt på øen. I skal også en hel dag til søs om bord på en caribisk skonnert, der sætter sejl mod enten Tobago Cays eller Mustique.
Rejsen slutter tilbage på St. Vincent, men eventyret er ikke helt slut endnu. I skal ind i regnskoven ved Vermont Nature Trail, hvor den sjældne St. Vincent-papegøje lever, og helt op langs øens nordøstlige kyst til Owia Salt Pond – en naturlig pool omgivet af vulkanske klipper.
Der er også dage uden planer. Og dem skal man ikke undervurdere. Lej eventuelt en scooter eller mountainbike, find en strand, I ikke kendte navnet på om morgenen, eller slå jer ned et sted med udsigt over havet og se, hvor længe en frokost egentlig kan vare.
Kontakt os, hvis ødrømmen skal gøres til virkelighed. Vi hjælper med at tilpasse rejsen, så den passer lige præcis til jer!