Introduktion
Rejsen starter i Bangkok, Thailands pulserende hovedstad, hvor moderne storbyliv møder gyldne templer, livlige markeder og duftende gadekøkkener. Her får I tre dage til at opleve byens kontraster, inden turen fortsætter til Koh Chang – også kendt som Elefantøen. Navnet stammer fra øens karakteristiske form, der fra luften minder om et elefant hoved.
Som Thailands tredjestørste ø er Koh Chang udlagt som nationalpark og skiller sig ud ved, at mere end 75 % af øen er dækket af tæt, frodig regnskov. Dyrelivet er rigt, og øen regnes for en af de mindst berørte nationalparker i Sydøstasien. Udover det afslappede strandliv byder Koh Chang især på to hovedoplevelser: vandreture i den vilde natur samt dykker- og snorkelture i det klare hav.
Rejsen afsluttes på den fredelige ø Koh Kood. Her venter hvide sandstrande, krystalklart vand og en autentisk thailandsk ø-stemning – den perfekte afrunding på en rejse, der kombinerer storby, natur og tropisk øliv.