Laguna Colorada & Laguna Verde
Uendelige strækninger af stensletter, klar luft, bidende nætter på grænsen mellem fantasi og naturens barske kræfter bliver brudt af søer i røde og grønne farver. Områdets isolerede beliggenhed gør disse laguner til et spektakulært syn på et sted, hvor vejen kun er krydsende hjulspor, der til tider når op over 5.000 meters højde. Rejsen til dette område er ikke kun en rejse til et område af naturmæssigt særsyn og underfundighed. Det er også en rejse til den fjerneste afkrog af verden der lige så godt kunne være månen, og en indre rejse hvor mennesket finder sig selv som en lille brik i en uendelig stor verden.
Havde det ikke været for en række mineralforekomster, så havde dette område fået lov at henligge glemt og mennesketomt. Turen til Laguna Colorada og Laguna Verde er en rejse af støvede hjulspor, der, som det eneste bryder horisonten, når støvet hvirvles op i tomme tykke skyer.
Den første lagune, Laguna Colorada, er et særsyn med dens rødlige farve farvet af algevækst, der skyller op på de hvide saltstrande. Den røde algevækst tiltrækker tre flamingoer arter, som holder til i området, inklusiv den sjældne James flamingo. Der findes et forladt italiensk projekt ved lagunens bredder, som er eneste mulighed for at overnatte inden Laguna Verde. Sol de Mañana byder på vulkanitet i form af gejsere, kogende mudderpøle, varme dampe samt vulkaniske huller og ligger ned på vejen til Laguna Verde, som ligger i 4.200 meters højde grænsende op til Chile. Laguna Verde's overflade har en klar smaragdgrøn farve, grundet magnesium forekomster i vandet, der lyser op i den golde natur. Som eneste nabo til lagunen troner vulkanen Licancábur med sine 5.868 meter over området og spejler sin profil i lagunen...