Selve byen Puerto Plata har lidt mere af den lokale bystemning, som rivalen Punta Cana ikke rigtigt kan byde ind med. Tag en tur ind og se det historiske fort, byens mange forretninger og restauranter – eller gå en hyggelig tur langs havnepromenaden. Om vinteren kan man være heldig at se hvaler og delfiner herfra. Byen har desuden landets eneste svævebane - en såkaldt cable car op til en bjergtop med fantastisk udsyn over kysten.
Costa Dorada og Playa Dorada starter blot en kilometer øst for Puerto Plata i al deres gyldne pragt. Her finder man noge af de bedste strande i landet. De fleste hoteller er større All Inclusive resorts med masser af faciliteter, og så er der i øvrigt en 18 hullers golfbane i området.
De yngre og mere aktive tager ud mod Sosúa og Cabarete længere øst for Puerto Plata. I sidstnævnte finder man efter manges mening noget af det bedste windsurfing i hele verden. En hyggelig lille fiskerlandsby, som i 90’erne udviklede sig til en turistby, der dog stadig har bevaret masser af den lokale charme. Der er masser af restauranter, barer, cafeer og livsglæde i Cabarete.