Sydamerikas farverigeste marked
Otavalo-markedet er et af de største og mest betydningsfulde markeder i hele Sydamerika – et sandt mekka for handlende og en farvestrålende oplevelse for besøgende. Her mødes lokale indianere i traditionelle folkedragter og turister fra hele verden, mens boderne bugner af varer i alle afskygninger.
Markedet er inddelt i fire sektioner: levende dyr, landbrugsprodukter, uldklæder og kunst- og håndværk. Det er især sidstnævnte, som tiltrækker de fleste besøgende, og Otavalo-indianernes kunsthåndværk er berømt for sin kvalitet og forankring i gamle traditioner. Her finder man alt fra vævede tæpper og ponchoer til smykker, masker og lædervarer.
At prutte om prisen er en integreret del af oplevelsen – og det forventes af sælgeren. Men da indianerne ved, at turisterne har penge, kræver det ofte lidt tålmodighed at få en god handel i hus. Den største koncentration af kunsthåndværk findes på Plaza de los Ponchos, hvor markedet løber fra tidlig morgen til omkring kl. 13.00. Jo tættere på lukketid, desto bedre priser, når storkøbmændene vil af med dagens sidste varer.
Der er marked i Otavalo hver dag, men lørdagsmarkedet er det største tilløbsstykke og noget af et sansebombardement med tusindvis af besøgende. Skulle man trænge til en pause, kan en kop kaffe og et stykke kage på The Pie Place på Plaza de Poncio varmt anbefales – men husk at passe på lommetyvene.
For den, der vil tættere på produktionen og handle direkte med de arbejdende indianere, er der gode muligheder i de nærliggende landsbyer. På en guidet tur besøger man forskellige hjem og værksteder, hvor guiden fortæller om både historien og de specialiserede produkter, som hver landsby fremstiller – fra vævning og træskæring til smykkefremstilling. Her oplever man Otavalo-indianernes håndværk i sin mest autentiske form.
Kun få kilometer nord for Otavalo ligger Cascada de Peguche, et naturskønt område udlagt til picnic i en skyggefuld eukalyptuslund. Vandfaldet er et yndet udflugtsmål for både lokale og turister, og en kort vandretur langs de gamle jernbanespor fører til landsbyen Peguche, der især er kendt for sine smukke vævearbejder.