Om byen Tarrafal
Tarrafal var oprindeligt en lille fiskerby ved den halvmåneformede gyldne sandstrand, hvor fiskerne kunne trække bådene på land. Der er i dag ikke meget fiskerlandsby tilbage, om end bådene stadig ligger her. I stedet kan man nyde den smukke strand med sit gyldne sand og det klare vand.
På vej ind i byen passerer man Campomento Tarrafal, hvor der udspillede sig en del af Portugals knap så mindeværdige historie. Stedet blev bygget som en koncentrationslejr tilbage i 1936. Det var på samme tid, at Spanien var ramt af borgerkrig, og idegrundlaget herfra bredte sig til Portugal. 150 dissidenter eller oprørere blev interneret i en lejr, hvor den tilhørende kliniks læge udtalte: "Jeg er her ikke for at kurere men blot for at udstede dødsattester".
Lejren husede fanger frem til 1952, hvor politiske protester fik den lukket. Men kun få år senere blev den åbnet igen. Denne gang med fanger fra de tidligere portugisiske kolonier i Guinea-Bissau og Angola. Lejren blev først endeligt lukket i 1974, samtidig med at nellikerevolutionenen i Portugal væltede diktatoren Salazar.