De fleste forbinder Mauritius med strandhoteller og badeferier. Men faktisk har øen meget mere at byde på. Her er både floder, flotte vandfald og frodige bjergområder. I 400 meters højde, nær landsbyen Chamarel, ligger Lakaz Chamarel, som er et stemningsfuldt 5-stjernet lodge for jer, der gerne vil opleve en anden side af Mauritius - måske på jeres bryllups- eller sølvbryllupsrejse?

Her vågner man til fuglesang og går til ro med lyden af frøer, der kvækker ude fra lodgens store, tropiske have. Fra lodgen er der udsigt over bjergene og mod havet, samtidig med at strandene på vestkysten kan nås på omkring 15 minutter.

Lakaz Chamarel har blot 20 individuelt indrettede værelser og suiter, der på forskellig vis er inspireret af Mauritius' kulturelle mangfoldighed. Alle har egen terrasse og udendørs bruser. Stemningen er personlig og afslappet, og med få værelser føles stedet dejligt intimt.

Måltiderne tager udgangspunkt i det mauritiske køkken, og dagen kan begynde med yoga i haven. Derudover tilbydes massage, og i området er der gode muligheder for vandreture. Lodgen har to pools og tilbyder transport til den nærmeste strand.

Lakaz Chamarel er et godt valg for jer, der gerne vil kombinere Mauritius’ strande med ro, bjerglandskaber og et mindre, personligt overnatningssted. Dette er Mauritius, som I aldrig har oplevet det før!