når naturen er en del af opholdet
Lodge
En lodge giver dig mulighed for at komme helt tæt på, og sove midt i seværdigheden, du er kommet for at opleve. Det kan eksempelvis være midt på savannen i Botswana, I Costa Ricas regnskov eller med udsigt over bjergene i Patagonien.
Lodges er derfor ofte mindre overnatningssteder, der er bygget ind i eller tæt på naturen. Nogle består af små hytter eller bungalows, mens andre minder mere om traditionelle hoteller. Standarden spænder også vidt. Nogle er enkle med de helt basale fornødenheder, mens andre er eksklusive med høj komfort, pool og restaurant.
Det særlige er, at opholdet ofte hænger tæt sammen med det, du er kommet for at opleve. På en safarilodge kan game drives og andre aktiviteter eksempelvis være en del af opholdet. I Amazonas kan dagen begynde med en sejltur på floden, mens en lodge i Costa Rica kan have vandrestier direkte ud i regnskoven.
Du behøver med andre ord ikke nødvendigvis forlade sit overnatningssted for at føle, at oplevelsen er begyndt.
mindre, lokalt og ofte meget personligt
Guesthouse
Et guesthouse er typisk mindre end et almindeligt hotel og har ofte kun et begrænset antal værelser. Her er der sjældent reception døgnet rundt, flere restauranter eller et stort udvalg af faciliteter. Til gengæld får du mere personligt ophold.
Mange guesthouses er privatejede, og ejerne er selv involveret i den daglige drift. Det kan være dem, der serverer morgenmaden, fortæller, hvor man skal spise om aftenen, eller giver et tip om den lille strand, man ellers var kørt lige forbi.
I Sydafrika er guesthouses eksempelvis en rigtig god måde at rejse på. Du finder dem både i Cape Town, langs Garden Route og i vinområderne, og mange ligger i hyggelige villaer og mindre ejendomme.
Guesthouses findes dog over hele verden og kan være alt fra ganske enkle steder til små, stilfulde overnatningssteder med høj komfort. Det er ofte et godt valg, hvis du gerne vil lidt tættere på stedet og menneskene, der bor der.
når de små detaljer betyder noget
Boutiquehotel
Et boutiquehotel er typisk et mindre hotel med en tydelig identitet.
Hvor store internationale hoteller ofte er bygget op omkring en ensartet standard, må et boutiquehotel gerne have sin helt egen stil.
Det kan ligge i et gammelt kolonihus i Cartagena, et traditionelt byhus i Japan eller en restaureret historisk bygning i Buenos Aires. Indretningen, arkitekturen og de små detaljer spiller ofte en større rolle, og værelserne behøver ikke nødvendigvis ligne hinanden. Det betyder ikke automatisk femstjernet luksus.
Boutique handler mere om personlighed end om antallet af stjerner. Nogle er eksklusive, mens andre er ganske afslappede og prismæssigt på niveau med almindelige hoteller.
Det er ofte steder, vi vælger, når hotellet gerne må være lidt mere end bare en seng mellem to oplevelser.
Og hvad så med homestays og B&B?
Som om det ikke var nok, findes der selvfølgelig endnu flere betegnelser.
Et homestay betyder, at du bor hos eller meget tæt på en lokal familie og dermed får større indblik i hverdagen på destinationen. Komforten kan være mere enkel, men til gengæld får du en rejseoplevelse, som et almindeligt hotel sjældent kan tilbyde.
Et Bed & Breakfast (B&B) er et mindre overnatningssted, hvor værelse og morgenmad, som navnet antyder, er det centrale. Det kan i praksis minde meget om et guesthouse.
Og så findes der alle kombinationerne. Boutique lodges, eco-boutiquehoteller, luxury camps og meget andet. Betegnelsen fortæller altså noget, men sjældent hele historien.
Skal vi hjælpe med at planlægge din rejse?
Vi planlægger kun rejser til steder, vi selv har besøgt, udforsket og godkendt. Dén viden, nysgerrighed og eventyrlyst elsker vi at dele med dig – fra Galapagos og Kilimanjaro til bushcamps i Afrika eller 5-stjernet luksus i storbyer.