Pantanal – et sted, hvor stilhed og dyreliv sætter spor

Jeg har rejst i Pantanal mange gange, og hver eneste gang bliver jeg overvældet. Af dyrene. Af stilheden. Af det skarpe lys, der gør himlen uendelig, og af den ro, der langsomt kryber ind under huden og bliver hængende længe efter, jeg er vendt hjem.

Pantanal er verdens største vådområde, og det er uden sammenligning et af de steder i Sydamerika, hvor jeg har haft de største møder med naturen. I modsætning til Amazonas, hvor junglen skjuler det meste, er landskabet her åbent, og dyrene viser sig uden tøven frem. Capivarerne ligger i flok langs vandet og gumler videre, selv når vi rider lige forbi. Caimanerne ligger dovne i solen, og nogle gange må hesten skræve over dem. Det virker næsten surrealistisk – og samtidig helt naturligt. Dyrene ser os ikke som fremmede, men som en del af det hele. Måske er det, fordi vi bevæger os så stille, eller måske fordi Pantanal ganske enkelt tillader os at blive en del af det hele.

Pantanal følger vandets rytme. I regntiden (december–marts) oversvømmes det hele, og dyrene spreder sig ud over de oversvømmede sletter. Men i tørketiden (juni–oktober) samles livet omkring de tilbageværende søer og floder. Og det er her, naturen for alvor folder sig ud: Og det er her, naturen for alvor folder sig ud: jabiru-storke står ranke i flok, aberne svinger sig gennem trækronerne, og hundredvis af fuglearter fylder himlen – og ja, jeg har også set både myresluger og jaguar i det fri.

En af mine stærkeste minder er fra en sen eftermiddag, hvor vi sejlede ud i lavt vand. Alt var stille, næsten uvirkeligt. Pludselig blev stilheden brudt – og dér stod den, den store jaguar. Som et væsen fra en anden tid med sin lange snude og rolige, vuggende gang. Jeg sad helt stille og tænkte: ”Dét her ér magi. ”