St.Louis, beliggende på en ø i Senegal-floden, var den første franske by i Senegal og landets hovedstad indtil 1958. Byen er delt af floden og består af tre bydele – den nyeste på fastlandet, den oprindelige franske del på selve øen og den afrikanske på halvøen Langue de Barbarie.
Fra fastlandet kører man over broen Pont Faidherbe, der efterhånden er blevet byens varetegn, og i øvrigt er tegnet af sammen arkitekt som står bag Eiffeltårnet. I den gamle franske bydel kan man stadig finde smukke gamle bygninger fra kolonitiden, og Senegal-floden er med til at give byen en lidt parisisk atmosfære.
Den afrikanske bydel på halvøen er i dag et livligt fiskerisamfund kaldet Guet N’Dar. Her kan man se fiskerne sejle af sted i de karakteristiske pirogger, mens flodbredden mod syd er fyldt med kvinder, der tørrer og koger fisk.
En tilbagevendende stor begivenhed i byen er St.Louis International Jazz Festival, der finder sted hver anden weekend i maj. Festivalen tiltrækker mange internationale musikere og turister, så man skal booke hoteller i god tid, hvis man ønsker at være med i denne folkefest.
..