Vil man ud og opleve øen kan man begive sig ud på øens to hovedveje. Den ene, Ara Tapu, løber langs kysten gennem små landsbyer, mens den anden, Te Ara o Toi, snor sig gennem plantager og landbrug i den centrale del af Rarotonga. Man kan leje både scootere, cykler og biler eller tage med den lokale bus, der stopper efter behov.
Hovedstaden Avarua er om dagen en travl og indbydende lille by med et godt udbud af butikker, caféer og banker samt et turistkontor. Lige vest for byen ligger Avatiu Harbour, der altid er fuld af aktivitet og tilstrømning af private yachts fra hele verden, krydstogtskibe, fisker- og fragtbåde.
Rarotonga byder sine gæster velkommen med både afslapning og oplevelser - slap af på eventyrlige sandstrande, tag på trek gennem regnskoven eller på en historisk vandretur, oplev det fantastiske liv under havoverfladen - og omfavn indbyggernes varme velkomst og livsglæde.