Introduktion
På dette ultimative ø-hop i Fransk Polynesien oplever I både de store højdepunkter og de mere ukendte sider af øgruppen – alt sammen i ro og mag, med tid til at dykke ned i den lokale kultur og ikke mindst livet under havoverfladen.
Rejsen begynder på Tahiti, hvor sorte sandstrande, vandfald og det fine marked i Papeete giver jer en dejlig introduktion til Fransk Polynesien. Her sælges også de sjældne sorte perler til markedspris, hvis man skulle få lyst til at tage en helt særlig souvenir med hjem. Herfra rejser I videre til søsterøen Moorea, en vulkansk og storslået ø med dramatiske bjergtinder, frodige dale og smukke bugter.
På Raiatea finder I nogle af Stillehavets bedst bevarede ruiner ved Taputapuatea Marae, hvor man stadig kan se resterne af en oldgammel polynesisk samlingsplads. I skal naturligvis heller ikke snydes for Tahaas frodige vaniljeplantager og små perlefarme, inden rejsen fortsætter til Bora Bora. Og her begynder oplevelsen faktisk allerede i luften, for indflyvningen til Bora Bora er i sig selv noget af et syn.
Den sidste halvanden uge bruger I på nogle af Fransk Polynesiens mindre kendte øer: Tikehau, Rangiroa og Fakarava. Her venter et roligere tempo, fantastiske laguner og nogle af de bedste muligheder for at opleve Fransk Polynesien fra sin mere uspolerede side.