De græssende kvæg spiser savanne-græsset, hvori der kun er enkelte småtræer, krat og buske. I regnsæsonen er det mere et vådland, der møder én. Landskabet er hjemsted for de store myreslugere, mens de svalende floder tiltrækker brille-kaimaner, sorte kaimaner og mange fuglearter. Desuden er der små hesteskosøer, hvor man kan opleve Guyanas nationalblomst på de enorme vandliljeblade, Victoria amazonica, som kun blomstrer ved skumringstid.
Ligesom Annai har også Karanambu en meget lille lufthavn, som næmere er en airstrip, hvor ankomst- og afgangsterminalen blot består af et lille stråtag på fire pæle. Hvis ikke man kan komme med en af de få afgange med det lille fly, foregår transporten til og fra savannen i gamle jeeps eller i båd afhængig af sæsonen.