Introduktion
Denne rejse er til jer, der holder af friheden bag rattet og som ikke har noget imod, at det nogle gange er udsigten, der bestemmer, hvornår I holder pause. Ruten langs Carretera Austral har ry for at være en af verdens smukkeste, og det er bestemt ikke uden grund.
I bevæger jer gennem det sydlige Chile og Argentina, hvor landskabet hele tiden skifter karakter. Frodige skove og vulkaner glider over i åbne vidder, turkisblå søer og enorme gletsjere. Undervejs passerer I små, afsides landsbyer og besøger nogle af Patagoniens smukkeste naturområder som Pumalín National Park, General Carrera-søen og den imponerende Perito Moreno-gletsjer.
Rejsen kulminerer i Torres del Paine National Park, hvor man ofte lige skal “se det sidste” et par gange.