Introduktion
Denne rundrejse gennem Ecuador og Amazonas er til jer, der elsker store naturoplevelser, varme møder og en lille smule magi.
Eventyret starter i Quito, hvor charmerende gader, farverige markeder og gyldne kirker giver jer den perfekte velkomst til landet. Efter en kort flyvetur er I på vej dybt ind i Amazonas, hvor dagene byder på vandreture til udsigtstårne højt over trækronerne, smukke sejlture og spændende nattevandringer i junglens mørke.
Tilbage i højlandet venter sneklædte vulkaner, smaragdgrønne kratersøer og små lokalsamfund, hvor traditionerne lever i bedste velgående. Her får I både nærværende kulturmøder og tid til at nyde livet på hyggelige haciendaer med udsigt til Andesbjergene. Endnu et af rejsens højdepunkter er det legendariske Devil’s Nose Train, der snor sig gennem stejle bjergsider og byder på en fantastisk udsigt.
Rejsen rundes af i stemningsfulde Cuenca og tropiske Guayaquil, som byder på den perfekte blanding af kolonicharme, kunsthåndværk, palmer og storbyliv.