Om rejsen
Oplev barfodsluksus på unikke lodges i Den Dominikanske Republik! Rejsen inkluderer blandt andet et luksus glamping-projekt på en afsidesliggende drømmestrand og lækre lodges, der byder på spektakulære udsigter over havet eller den tropiske natur.
Vi har kombineret de mest spektakulære overnatningssteder i en spændende rejse, der går på tværs af hele øen! På rundrejsen kører I selv i lejebil, så I kan opleve landet i jeres eget tempo. Det er både nemt og bekvemt, og så er det også muligt at opgradere rejsen med en privat chauffør eller få en kompetent guide med på hele eller dele af turen.
Efter et par dage i hovedstaden går turen mod den mere afsidesliggende og mindre besøgte sydvestlige del af landet. Området er en af "tophemmelighederne" på denne ø. Her venter små lokalsamfund, strande og varierede landskaber, og turismen fylder generelt mindre end ved landets kendte ferieområder.
Herfra fortsætter I over bjergene til den tropiske nordkyst med mulighed for forskellige stop undervejs. Rejsen afsluttes på Samaná-halvøen, hvor tropisk vegetation, lange strande og et roligt tempo danner rammen om de sidste dage af rejsen.