Om rejsen
På denne rejse gennem Cambodia og det sydlige Vietnam følger I ikke bare den klassiske rute fra seværdighed til seværdighed. I cykler ad små veje mellem rismarker og landsbyer, kører med Battambangs berømte bambustog og oplever selvfølgelig Angkor Wat, der er optaget på UNESCOs verdensarvsliste, samt det berømte tempel Ta Prohm, hvor junglen langsomt har sneget sig ind mellem ruinerne.
Men det, vi allerbedst kan lide ved denne rejse, er turen fra Cambodia til Vietnam. I stedet for at flyve mellem de to lande går I ombord på en speedbåd i Phnom Penh og sejler ad Mekong hele vejen over grænsen til Chau Doc. Det tager lidt længere tid, men det er en langt mere eventyrlig måde at skifte land på.
Herfra fortsætter I ind i Mekongdeltaet med flydende markeder, grønne vådområder og små landsbyer, inden tempoet får et ordentligt nøk opad i Ho Chi Minh City. Her venter gadekøkkener, Vespaer og storbyliv, og som afslutning sejler I endnu en gang ud af byen - denne gang med speedbåd mod Cu Chi-tunnellerne.