Introduktion
Vietnam er meget mere end lanterner, rismarker og de seværdigheder, alle andre også står i kø for at fotografere. På denne rejse drejer I væk fra hovedvejen og ind i det Vietnam, der gemmer sig bag facaden – dér, hvor kaffen drikkes på lave plastikskamler, maden syder i gadekøkkenerne, og hverdagen er langt mere interessant end endnu et postkortmotiv.
I Ho Chi Minh City går I på opdagelse i gamle arbejderkvarterer, smalle gyder og farverige blomstermarkeder. Herfra sejler I ad floden til Cu Chi-tunnellerne og fortsætter ud i Mekongdeltaets grønne virvar af kanaler, frugtplantager og små landsbyer. I cykler ad smalle stier, glider gennem kanalerne i robåd og overnatter hos en lokal familie.
I Cat Tien Nationalpark får junglen lov til at bestemme tempoet. Gibbonerne kalder fra trætoppene, krokodillerne ligger på lur ved søen, og efter mørkets frembrud tager I på safari.
Hoi An er ganske vist ingen hemmelighed, men bag lanternerne og de velpolerede Instagram-motiver venter et helt andet Vietnam. Her cykler I mellem rismarker og landsbyer, laver mad i et bambuskøkken og følger bagvejene nordpå mod Hue. Undervejs møder I fiskere, bønder og lokale familier, som åbner døren til en hverdag, de færreste rejsende får lov at se.
Rejsen slutter i Hanoi og i landsbyerne omkring Ba Vi, hvor teplantager, små værksteder og lokale køkkener sætter et fint punktum for mødet med det mere ukendte Vietnam.