Introduktion
Tag med på en fantastisk rundrejse i Costa Rica, hvor de kendte højdepunkter kombineres med nogle af landets mere ukendte perler. Costa Rica kalder på de aktive og eventyrlystne, som drømmer om storslået natur og et rigt dyreliv – krydret med skønne strande, der indbyder til snorkling, surfing eller blot et par dages ren daseferie.
I kan vælge at køre selv og opleve Costa Rica i jeres eget tempo eller læne jer tilbage i en shuttlebus og lade chaufføren klare kørslen. Rejsen starter og slutter i hovedstaden San José. Efter den første nat går turen mod Tortuguero Nationalpark, som er et ideelt sted at opleve dovendyr, aber, kaimaner og havskildpadder.
Herefter afhenter I jeres lejebil og kører mod det caribiske hav og den afslappede kystby Puerto Viejo. Rejsen fortsætter videre til Arenal-vulkanen og områdets smukke vandfald. Senere kan I få skuldrene helt ned under en strandferie ved Stillehavskysten, inden turen går videre til Manuel Antonio Nationalpark.
Rejsen rundes af med et af Costa Ricas absolutte højdepunkter: den afsidesliggende Corcovado Nationalpark.
Vil I opleve Costa Rica fra både Stillehavskysten og den caribiske side, anbefaler vi at rejse i perioden fra oktober til juni, hvor vejrforholdene generelt er mest ideelle. Drømmer I om en sommerrejse til Costa Rica? Med et par justeringer i ruten kan vi nemt tilpasse rejsen til jeres ønskede sæson.